Ìbrænde

Èbrænde

Se også Ìbrænde (subst.), Èbrænde (subst.), ¢brænde (verb.)

Çbrænde

subst. _ udtales som »¢brænde. _ genus: neutr./fk. (K 7.1).

[jf. ¢brænde 6; spor. i Vestjy, MØJy og SønJy´N]

= brændemærke; brændejern. (han havde ladet koen) fjerne ¨ og mærke med "sit brænde". AarbHards.1965.42 (kilde år 1724). (til kartning) brugtes et par Karter (Kaarer) ¨ Overkarten var den største og i Reglen mærket med et Brænde. SønJy´N. "let ka gyèr èt!" så· han æ tyw¶, han sku ha æ briñ· = "lidt er nok!", sagde han tyven, han skulle have brændemærket (dvs. han skulle brændemærkes; jf. tyve·brænde). AndstH (SØJy; F.).

Ìbrænde	Èbrænde
Sidens top