blinke
blinke·øje| blinke | blinke·øje |
Se også Ìblinger (subst.)
subst. _ bleµkèr/bleµkè (K 6.2). _ genus: fk. _ plur.: ´e/u.end. (K 6.4).
[< rigsmål; spredt i Østjy´M, spor. i Østjy´S og ØSønJy]
= blank genstand (bøjle, plade, kugle etc.) til udsmykning af seletøjet på fornemme folks heste. To ætè de te han wa ba¡ro¿n, så måt han jo kyè mæ bleµkèrè po bæ¿stèrèn = og fordi han var baron, så måtte han jo køre med blinkere på hestene. MØJy. (overført, spøgende:) "han har "Blinker" paa Benene", sagde Bertel; "se, hvor hans Støvleskafter glinser og skinner!". KSkytte.PS.40 (s. 57 kaldes den pågældende person Blinker·ben).
| blinke | blinke·øje |
| Sidens top | |