Ìblande
Èblande| Ìblande | Èblande |
Se også Ìblande (subst.), Èblande (verb.)
verb. _ med sideformerne blænde (dominerende), blænge (spor. på Sundeved og Als). _ (ñ/n/j etc. K 4.4; længde´ og accentforhold K 1.3:) blæ÷j/blæç÷j Vends, Læsø; blæñ·, blæçj· Han, Him´SV; blæñ·/blæn(·) øvrige Him, Ommers´V; blæñ· NVJy, Sall, Fjends; blæj·n Ommers´Ø; blæ·n Djurs (± Mols og Samsø), MØJy´NØ; blæç·j HadsH (MØJy); blæ·ñ øvrige Midtjy, SydjyÌ; blæ·ñ/Áblæ·ñ SønJyÇ. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: a) te´bøjning: blæ÷ñtj hhv. blæñ¶tj Vends; blæ÷nt hhv. blæn¶t Læsø. _ b) de´bøjning: blæñ·/blæn(·) hhv. blæñ¶/blæn¶ Han, NVJy, Sall, Fjends, NØJyÈ, Mols, Samsø; blæ·ñ hhv. blæ¿ñ øvrige Midtjy¢, Sydjy; blæ·ñ/Áblæ·ñ hhv. blæ¿ñ/blæ·ñ spredt i SønJy. _ c) ede´bøjning: også ´et (K 6.1) MØJy´S, SØJy´SV, $Hostrup, Sundeved (de to sidstnævnte steder kun svarende til inf. med ´a´, jf. note 2), desuden spredt afhjemlet som yngre form.
\ Ìspor. også *ble·ñ; Çogså Áblañ· Sundeved, blañ· $Hostrup (i tryktabsforb.); Áblåñ(·)d spor. på Als; Áblæµ(·) spor. på Sundeved og Als (muligvis påvirket af »mænge); Èdog blæj·n hhv. blæj¶n Ommers´Ø; ¢dog blæç·j hhv. blæç¿j HadsH.
[< gammeldansk blænde (sideform til blande), jf. AaHans.LUD.I.202; alm., dog kun spor. på Sundeved og Als samt i SSlesv; syn.: mokke x, mænge]
= rigsm. Skjøndt Tilvirkning af Mjød væsentlig bestaar i Kogning og Gjæring siges der altid: at blænde Mjød. Nibe. ¡kågt o ¡blæñ¶ saft mæ ¡su·lbær, ¡reps, ¡heñ·bær = kogt og blandet saft, med solbær, ribs og hindbær. $Haverslev. o ¡blæ·ñ te a ¡swi¿n = at blande (foder) til svinene. $Give. (talemåde:) de ska jo blæjnès i¡liwal¶èr, så· man¶èn, han oÛ panka©¶èr te ko¿l = det skal jo blandes alligevel, sagde manden, han spiste pandekager til kål. Ommers. (overført:) mend I Ka·l hæ· it’ møje Fòsta·nd aa Kvind’arbe, ò saa skal I helle it’ blæng je = men I karle har ikke meget forstand på kvindearbejde, og så skal I heller ikke blande jer. Sundeved. \ (spec.) = blande tørvejord etc. i gødning og ajle (for at holde og strække på dette); jf. bland·jord, bland·møg [spor. i Nord- og Vestjy] (grandebrev 1779:) Ligesaa maae ei heller nogen ¨ uden samtlig Grandernes Minde (= tilladelse) grave enten Iord til Digetørv eller til at blænde med. HimmerlKjær.1914.377. \ (spec.) = blande sort og hvid uld sammen ved kartning, så garnet (og dermed det bundne el. vævede tøj) bliver meleret: blandet uld, garn, tøj; blandede hoser, (næppe genuin dialekt: blandfarvet tøj, blandgarnstøj, jf. RibeAmt.1942.420) [spredt i SVJy og SønJy´V] Man fik en smuk Blanding, hvis man brugte 1 Pund sort Uld til Ô Pund hvid, og Tøj lavet heraf benævnedes "blæend Huser". RibeAmt.1942.438f. Søndagstøjet var ligesom det fine Tøj, men af ¡jæm·låwèt ¡u¬èn, ¡blæ¿ñ hæ ¡blå¿ = hjemmegjort uldent, blandet el. blaat (stof) (mest det sidste). $Vodder. \ faste forb.: blandes ¡ben [jf. vestnordisk blandast viÛ ein (= have kønslig omgang med)] blandes bien, i tvetydig betydning. *SVJy. _ blande i¡mellem. håñ ªblæ·ñ i¡mæ¬ = han gik til anden Mands Kone. *$NSamsø.
| Ìblande | Èblande |
| Sidens top | |