Çblaf

Çblaffe

Se også Çblaffe (verb.)

Ìblaffe

verb. _ blaf _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[< Ìblaf, jf. norsk blaffa; spor. i Midtjy; syn.: blafre 1´2, plaffe x]

= bevæge sig rykvis, smælde (i vinden); flamme op (om lys i træk). (markeds´)Teltenes tynde Lærred bølger og blaffer levende. AlbDam.NB.58. æ Ly¶s dæn hopper å blaffer ii Stååg = lyset hopper og blaffer i stagen (når der bliver slået i bordet af kortspillerne). PæØwles.JyVV.53. \ (overført, el. muligvis fejl for plaffe x:) som en lille lav Bølge, der blaffer hen ad runde Smaasten. HHede.L.38.

Çblaf	Çblaffe
Sidens top