Ìblaffe
blaffe·kæbe| Ìblaffe | blaffe·kæbe |
Se også Ìblaffe (verb.)
verb. _ udtales og bøjes som »Ìblaffe.
[< nedertysk blaffen (= gø etc.); spor. i Vestjy; syn.: blabre]
= snakke løs, kæfte op. han go¿r dæj·r å blafèr åm al·teµ¶, han ka et tij· è = han går der og snakker løs om alting; han kan ikke tie stille med det. $Ræhr. de blafèr a ham (= det blaffer af ham), dvs. han snakker meget. Mors (F.).
| Ìblaffe | blaffe·kæbe |
| Sidens top | |