bjerg·te
bjæf| bjerg·te | bjæf |
subst.
[< Ìbjerg 1.2]
= tørv, gravet i klitter. (der kunne) graves en efter forholdene meget god tørv visse steder mellem klitterne i fordums vandsteder med kæragtig vegetation ¨ disse "bjergtørv" (var) særlig attrået af husmødrene, hvor der skulle lidt mere varme til end sædvanlig. *ThPeters.Rømø.119.
| bjerg·te | bjæf |
| Sidens top | |