bjerg·tørv

bjæffe

bjæf

subst. _ med sideformerne bjæv, bjaf, pjæf. _ bjæf alm.; pjæf $Voldby; *bjaf Fanø, Sild; bjæ¶w $Børglum; bjö¶w KærH (Vends). _ genus: neutr./fk. (K 7.1).

[spredt i Østjy; spor. i Vest- og Sønderjy; syn.: gjaf]

= rigsm. Hu’j ga’ æ Bjæf å sæ = hunden gav et bjæf af sig. Vends.

bjerg·tørv	bjæffe
Sidens top