bi·årÌbjaldre

Se også bjælde (subst.)

bjalder

subst. _ med sideformerne bjælder, pjalder. _ (¬/l K 4.6; ´er K 6.2:) bja¬¶èr, bjal¶èr alm.; *bjæller Mors (Schade.ca.1820), MaltH (Sydjy); pjal¶èr $Hurup, $Erslev. _ genus: (i betydning 1) stof´neutr.; (i betydning 2´3) neutr./fk. (K 7.1). _ plur. (i betydning 2): ´e/u.end. (K 6.4).

[< bjaldre]

 Næste betydning

1) = højrøstet, vedvarende snak; sludder; sladder (betydningsnuancer som ved Ìbjaldre 1) [NJy, spredt i NVJy, spor. i Him og øvrige Vestjy; se kort]

Tæt afhjemlet
Spredt afhjemlet

Røst.1808. Melsen.1811. Bjaller ¨ f.Eks. af Skolebørn, der læser højt i Munden paa hverandre, eller af en Sladderkælling, der lader Munden løbe. Lars.Ordb.17.

 Forrige betydning  -  Næste betydning

2) = person, der bjaldrer op, anvendt om vrøvlehoved, sladderkælling, pralhals, støjende barn etc. [spredt i NJy og NVJy] hòl da mu¶j, det bjal¶ler! = hold da mund, dit bjalder. AEsp.VO. \ (hertil muligvis, i overført betydning:) et Bjalder ¨ også om en der er spraglet og sjusket påklædt. *MØJy.

 Forrige betydning

3) = snakketøj, kæft [spor. i Vestjy] der æ sødn en Bjæller po ham, dvs. der er saadan en Kjæve paa ham. Mors (Schade.ca.1820).

bi·årÌbjaldre
Sidens top