bjældÌbjælder

bjælde

subst. _ med sideformerne bjælder, bjalder. _ (¬/l K 4.6:) bj欷/bjæl (K 1.3) alm.; bjÉ÷l Vends; bjæ÷l Læsø; bjɬ· NVJy; (vedr. sideformerne:) bje¬èr/bje¬è (K 6.2) Sall, MØJy; også bjæ¬èr Fjends, Hards og SØJy; bja¬èr SVJy. _ genus: fk. alm.; fem. NØVends (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2) alm.; (vedr. sideformerne:) ´e (K 6.4).

[spredt i Nørrejy]

= kugleformet metalklokke; hyppigst anvendt på hesteseletøj (især ved kanekørsel) el. bundet på får, der gik løse i klit´ og hedeegne (tidl. også på kreaturer i løsdrift i skovegne). Schade.Mors.359. dær komèr ¡fræmèÛ (= gæster), bjælèrn (på hestene) kleµrèr. $Tved. det er en gue bjæler, do haaer o di foer, det ka en da høer = det er en god bjælde, du har på dine får, det kan man da høre. SVJy. \ hertil: bjælde·får = det får i en flok, som bærer bjælden. *Vends.

bjældÌbjælder
Sidens top