subst. _ 1.sms.led: ¡bjæfèl´
[spor. i MVJy og SVJy]
= person, som taler meget, råber op, skælder ud. DSt.1905.28. \ (også) = bjæffende hund. *Skautrup.H.II.37.
bjævle
ÌbjørnbjævleÌbjørnbjævleÌbjørn