bjæst·smør

bjævle·hals

bjævle

verb. _ *bjæffel Hards´N. _ præs.: *bjæfler Thy´S, Hards´N; *bjævler Hards´Ø; *bjæfle Sundeved.

[beslægtet med Ìbavle (i sideformerne bjavle og bævle); spor. i Thy´S, Hards og Sundeved]

= tale meget; lade munden løbe; ofte i forb. som bjævle ¡løs/¡op.

bjæst·smør	bjævle·hals
Sidens top