bjærge·mand

bjærger

Se også bjærging (subst.)

bjærgende

adj. _ med sideformerne bjærgendes, bjærgings. _ bjÉrèñ(s) ThyÌ; bjærèñs Vends´SV, HanÇ, Thy´S, MVJy (±N), SydjyÈ, $Hostrup; *bjærri Vends´NV; bjeri $NSamsø; bjøri $SSamsø.

\ Ìformen med ´s kun i Thy´S (spor. vsa. *bjerrings); Çogså *bjennen KlimSg; Èdog *bjær¶èns spor. i SØJy´S, bjerèµs Bjerre.

[< bjærge 4.1; Vends´V, Han, Thy, Bjerre og Samsø, spredt i øvrige Sydjy og i MVJy´S, spor. i Him, på Mors, i MVJy´N og Sønderjy; se kort; syn.: bjærgs]

Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet

= bjærgsom, stræbsom; flittig; dygtig. Di ha væt ¡bjærènds ¨ di ha da ¡åsè spa sæ ¡nåwè ¡sam¶èl te dæ ¡gamèl ¡Daw· = (de har været bjærgsomme) de har da også sparet sig noget sammen til Alderdommen. HostrupD.II.1.39. (talemåde:) så bjær¶èns som èn bi¿ (= en bi). SØJy (F.). \ (også) = påholdende; begærlig; tyvagtig [< bjærge 4.2; spor. i Thy og SVJy] han ær mier (= mere) bjærends end got er, folk ær et saa glaae o ha ham te nobe (= ikke så glade ved at have ham til nabo). SVJy. \ (spec., om dyr) = god til at finde føde; trivelig [jf. bjærge 7.1; spor. i Vends, på Samsø og i Bjerre]

bjærge·mand	bjærger
Sidens top