be¡hændig
be¡høve| be¡hændig | be¡høve |
subst. _ med sideformen be¡høring.
[< ældre rigsmål; spor. i ældre kilder fra Nørrejy; forældet]
= tilbehør. (skifte 1752:) Der var en vogn "med beslagen Hjul og alt Behør". KJens.Janderup.III.112. (aftægtskontrakt 1708:) saa længe, at de hjælper hinanden at bygge et andet Bryggers med sin Behøring. AFSchmidt.BrabrandAarslev.VI.15.
| be¡hændig | be¡høve |
| Sidens top | |