be¡gære
be¡gøre| be¡gære | be¡gøre |
adj. _ 2.led: ´¡gjæ¿rlè, ´¡gjær¶lè alm.; ´¡ji¿lè (ældre), ´¡jær¶lè $BørglumH; ´¡gji¿(r)lè ØHanH; ´¡gi¿rli©, ´¡gje¿rli© $Torsted; ´¡gej¶rlè VHards; ´¡gi¿rlè spor. i MØJy og SyJy.
[spredt i Nørrejy, spor. i Sønderjy; syn.: gribsk 2, henten]
= lysten, forhippet; grådig, grisk; nærig. at være begærlig betegnede ogsaa mere end nærig med Henblik paa Udkommet i det daglige Liv. Man higede efter at rane til sig det meste, der kunde opdrives. SønJy´S. di æ saa nyw (gerrig) aa begjærli, saa di ka nejsten et næn aa fo æ føe (= så de kan næsten ikke nænne at få føden). Sall. (talemåde, med varianter:) be¡gjær¿lè fålk fo ålèr nåk = griske mennesker får aldrig nok. Skyum.Mors.II.290. (spec.:) begierlige Øine = forliebte Øine. MØJy (HBrøchner.ca.1810).
| be¡gære | be¡gøre |
| Sidens top | |