be¡falde
befalings·mand| be¡falde | befalings·mand |
verb. _ 2.led: (l/Ï K 4.8:) ´¡fa·l/´Áfa·l (K 1.9) alm.; ´¡få·l Sydjy, spor. i NØJy, MØJy og Thy´N; ´¡fa¿l $Tved. _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; ´¡fal¶ SVJy, $Hostrup; ´¡få¿l SØJy; ´¡fal Haderslev. _ præt. og ptc.: ´¡fa·lt hhv. ´¡fa¿lt NJy; ´¡få·¬ hhv. ´¡f忬 Sydjy; ´¡fo¿l hhv. ´¡fa·lt $Lild; ´¡få·¬t $Torsted; ´¡fo¿¬ hhv. ´¡fo·¬t $Vroue; ´¡fål· hhv. ´¡fål¶ $Vorning; ´¡fal· hhv. ´¡fal¶ $Voldby; ´Áfa·l hhv. ´¡fa·l Haderslev; (ptc.) ´¡fa¿¬ $Hostrup.
[< rigsmål]
1) = byde [spredt i Nørrejy, spor. i Sønderjy] ¡hæ·r hå ¡do ¡itj ¡nÒj å beªfå·l = her har du ingen myndighed. $Torsted. öwèr e ¡Dör· ska dæ (ved tækning) ¡sëès mæ ¡Stål·¡trå¶j,¡de¶ è be¡fa¶ld = ¨ over Dørene skal der syes med Ståltråd, det er befalet (af Øvrigheden). HostrupD.II.4.171.
2) = overgive i forsynets varetægt. så dröw bo¿Ûèn læµèr å læµèr uw¶Û, å di wa we¶ å ta·b mu·èÛèÛ å befå·l dæm i gus hå¿ñ = så (pga. stormen) drev båden længer og længer ud, og de (ombordværende) var ved at tabe modet og befale sig i Guds hånd. *Kvolsgaard.F.70. (spec., i forældet afskedshilsen:) ¡nò vel a be¡fa·l jæ ¡gu! = nu vil jeg befale jer (til) gud. *AEsp.Læsø. *Varde (JesRel.1743).
| be¡falde | befalings·mand |
| Sidens top | |