be¡fal
be¡fale| be¡fal | be¡fale |
verb. _ med sideformen falde (i betydning 2). _ den trykstærke stavelse: (´)¡fa¬ MØJy; ´¡f嬷 $Lejrskov. _ præs.: ´¶è $Lejrskov; (´)¡fa¬¶è $Hundslund; *(´)fael MØJy.
[jf. ODS. befale 4 og befalde]
1) = behage, hue; stille tilfreds [spor. i Nørrejy; syn.: ge¡falde] de bef嬶è ham et = huer ham ikke. AndstH (SØJy). de vel a it læ mæ befal mæ = det vil jeg ikke lade mig stille tilfreds med. MØJy. F.IV.30.
2) hvad (be)falder = hvad behager (som udtryk for, at man ikke har hørt el. forstået, hvad der blev sagt, og derfor ønsker det gentaget) [spor. i Thy´N og MØJy] $Hundslund. Hwa befael? Om dærr æ mie i Puesen? = hvad behager? om der er mere i posen?. PJæger.K.72. Den unge præst ¨ siger, at han er til tjeneste. _ "Hva’ ’faler?" (siger da den gamle Hannæskvinde). Skjoldb.RF.I.127.
| be¡fal | be¡fale |
| Sidens top | |