bakseÌbal

bak·skulde

subst. _ ¡ba§kªsku¬· alm.; også *ba¿sku¬¶ Fanø (F.). _ genus: fk. _ plur.: u.end.

[ca. 1690: Bak´skuller (Rostoch.Ribe.38); formentlig < hollandsk bakschol, jf. nedertysk backfisch (= fisk, der er bagt, dvs. ristet over ilden), jf. Mensing.Wb.I.209; alm. langs Vestkysten fra Holmsland til rigsgrænsen inkl. Fanø, Mandø og Rømø; se kort]

Tæt afhjemlet

= mindre fladfisk, oftest anvendt om ising, stedvis også om rødspætte og skrubbe, der blev saltet og tørret. Æ bakskull blev saltet og bundet sammen to og to og lufttørret om efteråret. Om vinteren blev de opbevaret i en kiste eller kurv med hakkelse eller halm mellem hvert lag fisk. SVJy. Man ristede "æ bakskuld" på tørvegløderne (i komfuret) og klippede dem i tynde strimler (på langs ad fisken), spiste altså en del af benene med. Sneum´Tjæreborg.I.209. Bakskuld var Fanøs nationalspise; man spiste den hver dag og i ethvert hjem. Det var det første man fik om morgenen, hjemmebagt rugbrød med en ristet bakskuld til. Fanø. Nellemann.ÅL.8. AHRasm.DF.31. RibeAmt.1933.291. (spec.:) di kla§tèt mæ ba§ksku¬· (= de klattede, dvs. gødede med bakskulde, jf. klatte x), når de lagde kartofler; der blev fanget alt for mange (til at de kunne spises). SVJy.

bakseÌbal
Sidens top