antenantog

anter

konj. _ añtè(r) (K 6.2) alm.; også æñtè KærH (SønJy), VisH, Fjolde; også añè $Bov, SlogsH; også ajte(r), æjtè(r), æjèr Fjolde.

[< middelnedertysk anter, enter, entwêder (= enten, jf. betydning 2)]

 Næste betydning

1) = eller; ofte i forb. hverken _ anter, hvilken _ anter (= hverken _ eller) [Sønderjy syd for rigsgrænsen (± VidingH); spor. i nabosognene nord for; se kort]

Tæt afhjemlet

Guj véd, hven han vejs te en Gång, / Om han skal syng, som æ no sång, / Andr syng e Tyskes Visser = gud ved, når han vokser til engang, om han skal synge, som jeg nu sang, eller synge tyskernes viser. SønderjyDigte.70. æ e Væe saa vanskelæ, aa de blyvve gjemmelgroi, saa mule et anne raarne = er vejret så vanskeligt, og det (dvs. kornet) bliver gennemgroet (med græs), så mugner det eller rådner. SlogsH. hañ kañ velkèn ¡sañ·s añtè ¡samèÏ = han kan hverken sanse eller samle. $Bov. (talemåde:) Han kender hverken Dag anter Dör (om enfoldig el. dum person). VisH (Kok.Ordspr.20).

 Forrige betydning

2) = enten; ofte i forb. anter _ anter (= enten _ eller) [spor. i samme område] de han vild _ de vild han, anne de saa vaa te Fordel helle Faataaef = det han ville, det ville han, enten det så var til fordel eller tab. SlogsH. æñtèr de ska væ mjælk æñtèr åw de ska væ flø·t = enten skal det være mælk, eller også skal det være fløde. Fjolde (Lyngby.Opt.).

antenantog
Sidens top