an¡namme
Anneken| an¡namme | Anneken |
Se også anter (konj.)
kn. _ med sideformerne Ane, Anna. _ a) trykstærke former: an·/a÷n/an (K 1.3) alm. i Nørrejy; å÷n $Læsø; også a·n Mors, Him; også å·n $Anholt; også anè SVJy; an $Fanø; an¶o, an¶å, (yngre) an¶è VSønJy (vsa. an·); anå/Áanå, ano/Áano (K 1.9) øvrige SønderjyÌ; overalt spor. yngre former (påvirket af rigsmålet): (Á)ana, anè, a·nè _ b) tryksvage former: ®an´ (også ®aµ´ foran k´) alm. (som førsteled i navneÇ).
\ Ìspor. også Áan(·); hertil vel også Áaja AlsKal.VIII.40; Çfx: an´ka¡trín = Anne Katrine etc. (Skyum.Mors.I.291); an¡maj, anè¡mi = Anne Marie etc. (AlsKal.VIII.40); an ¡ma·stèr, an ¡lå·stèr = Anne Madsdatter, Anne Larsdatter ($Læsø); an ¡jywès = Ivers Anne (dvs. gift med, enke efter, el. datter af Iver) ($Øsby).
Anne og Maren var 1700´1750 langt de almindeligste kvindenavne i Thy. $Torsted. _ (talemåder:) Kom til meg igen! sa’ Vorherre til gamle Ane, så skal eg (= jeg) lære deg, hvor David købte e Øl. Als (Kok.Ordspr.157). i morgen bager Ane (dvs. det bliver nok ikke til noget; det sker ikke). Als (F.IV.13). essen må do ko¬ mæ an sofi ÁlåwtÁlu·ch = ellers (nemlig hvis det ikke passer) må du kalde mig Mads (egl.: Anne Sofie Loftluge). Als (F.).
| an¡namme | Anneken |
| Sidens top | |