an·løben
Anne| an·løben | Anne |
verb. _ a¡nam·/a¡na÷m (K 1.3) alm.; a¡nam¶ $Voldby. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; ´t Vends. _ konjunktiv (i eder): i alm. samme udtale som inf.; a¡nam¶è $Tved; spor. også kortformer som *namme, *nahmeÌ.
\ Ìi nogle optegnelser er det enklitiske ´mè (= mig) smeltet sammen med verbets udlyd: fañ a¡nam· = fanden annamme mig. $Ål. döwlèn am¶è = djævelen annamme´me. SVJy.
1) (både konkret og overført) = få, tage imod; indtage (føde m.m.) [spor. i Nørrejy; forældet] "Det er nøj sær nue aa faatæl Dejnen". "Nej, no skal han værkelig ha den mej, hves han da passer om aa annam en" = det er noget sært noget at fortælle degnen _ nej, nu skal han virkelig have den (historie) med, hvis han da bryder sig om at få den. NAsbæk.P.40. (spøgende:) Jæ·ns er i kòò¶l der ka an¡nam no drammer, ka I tro¶w! = Jens er en karl, der kan sætte nogle dramme til livs, kan I tro! AEsp.VO.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = få fat på [spor. afhjemlet; forældet] de annammede ham og gav ham nok en forsvarlig Gjæv Hug (= omgang klø). Hards (Krist.JyF.VII.179). \ (overført) = forstå, begribe [vel undertiden sammenblandet med namse; spor. afhjemlet] haer do annam’et hwa a mjen, hejsen ska a læer dej de = har du forstået, hvad jeg mener, ellers skal jeg lære dig det. SVJy.
3) (i eder) = tage, hente [spredt afhjemlet] I skal D(jævlen) anammæ wæ remle (= rimelige), bette Folk. AarbVends.1924.286. så længe du ikke kan lære at stikke en gris, hvor den skal stikkes, så skal du den namme (= fanden tage mig) holde dig fra sådan noget. Him (DaDial.III.41).
| an·løben | Anne |
| Sidens top | |