Çankel

Ìanker

Se også Ìankel (subst.), Çankel (subst.)

Èankel

adj. _ med sideformen ank. _ åµkèl Vends og Him (spor. begge steder vsa. *åµk), Ommers´NØ; aµkèl SØJy, Fjends´S og g Ommers´M, sideform spor. i Vends; *aa·nkel, *aa·nk Schade.ca.1820.

[< ank; Vends (±Ø), NØJy (±S), SØJy (±S, ± Bjerre, men inkl. tilgrænsende egne af MØJy, MVJy og SVJy), spor. i øvrige Nørrejy; se kort]

Tæt afhjemlet

= træt; sløj; afkræftet; udtæret. Melsen.1811. Aa·nk og aa·nkel = upasselig i Lemmer og Krop saa at man føler Uroe og Smerte. Mors (Schade.ca.1820). Aankel = afmægtig. F.Ex.: Denne Sygdom har gjort mig saa aankel at jeg neppe kan gaae over Stuen. Ommers (Thorsen.1829). er en Ko ankel, er den svag efter en Vinter uden meget Foder. Hards. \ hertil flg. sms.: ankel·vorn = d.s. *$Børglum. aµ§kèlworn. *$Vroue. _ ankel·hed = kraftesløshed, mathed [spor. i Nørrejy]

Çankel	Ìanker
Sidens top