ÇankeÇankel

Se også Çankel (subst.), Èankel (adj.)

Ìankel

subst. _ med sideformerne agle, agild. _ aµkèl alm.; å·µkèl, yngre åµkèl Djurs (±NV); også åµkèl Him´Ø, spor. i øvrige NØJy og NJy; a÷©èl/a©èl (K 1.3) Vends, Læsø (vsa. ældre a÷©i¬, *agild, yngre aµkèl hhv. åµkèl). _ genus: fem./fk. (K 7.2) alm.; mask. SSamsø (F.); (ældre) neutr. Vends, Læsø. _ bf.: ´tj Vends; ´t $Læsø. _ plur.: ´er (K 6.2).

[formerne uden ´n´ genfindes i ØMO. samt i norsk og svensk dialekt; alm. (dog yngre i Vestjy); syn.: knogle x]

= rigsm. Gram.Nucleus.1832. haçj ¡alkèt i ¡plaÛ¶è te ¡åp øwè ¡aµklèrèn = han »alkede i pladder til op over anklerne. $Gosmer. Unge dandsede til Violens (= violinens) Klang, medens de midt i Springene sloge sig baade paa Agild og Hambret (= knæhase). CBruun.MF.213. (talemåde, anvendt overfor uvillig person:) wò¿r dæ, de do eñtj stÒÛè din a·gi¬èr = var dig, at du ikke støder dine ankler. Vends. _ (spec.:) slò ¡a·©lèr = slå hul af anklerne med træskoene under gang el. løb. AEsp.Læsø.II.28. \ også kaldt: ankel·ben [spor. i SVJy, desuden $Fjolde] _ ankel·kode. *Him (Becher.ca.1815).

ÇankeÇankel
Sidens top