alen·brænde(r)
al·enest| alen·brænde(r) | al·enest |
adj. _ med sideformerne al¡ene (Sønderjy syd for rigsgrænsen, spor. på Sundeved), alt¡ene (SØJy´NØ). _ 1.sms.led: i alm. samme udtale som plur. af »¢al; også ål¶´, o¬¶´ Him, Ommers, Djurs, SønJy´V; også å¬t´ SØJy´Ø; *å´ ØSønJy (SAndres.). _ 2.sms.led: udtales i alm. som »Ìene; ´¡iènè $Fjolde, sideform i Angel.
[< £al(´), alt(´); formen fra Sønderjy med sidsteledstryk er muligvis påvirket af middelnedertysk alle(i)ne; alm. (± Vends og Samsø); syn.: alenlig, Ìene, enest]
1) = (ganske) ene; for sig selv. hañ hå¿r eµèn fålk, hañ gor o pølsèr i¶ èr al·jænèr = han har ingen (tjeneste)folk, han går og roder med det alene. $Agger. ¡tinè hiñ ¡mañ æ ¡dyø, a no æ hun a¬¡iènè = Tinnes Mand er død, og nu er hun alene (dvs. enke). $Fjolde. aal dem, dæ kjennt ham, di søh, te han aaljen had lissaamøj Faastand som tow Kyrrassierer = alle de, der kendte ham (nemlig hesten Messingjens), sagde, at han alene havde ligeså meget forstand som to kyrassérer (dvs. dragoner). Blich.EB.37. \ (spec.:) de kan a gyèr 嬷 jæn· kå¿l = det kan jeg gøre ene mand. *Vestjy (F.I.249).
2) (som adv.) = kun, udelukkende; bare, blot. de kommer oldjenne an po (= det kommer udelukkende an på), om vi tov passer sammen. Brøv.4. ja, ¡gÏæmsomªhe¿Û hø no it ¡å¬¶èrèn te ¡o¬ªjæn = ja Glemsomhed hører nu ikke Alderen til alene. $Gosmer. "fålk löw¶èr it ol¶jænèr ve brø¶", så¶ drago¶n an¡dræj¶s, han drak èn dram¶ te me·lmaÛèn = folk lever ikke af brød alene, sagde dragon Andreas, han drak en dram til mellemmaden. NPBjerreg.ÅOmmers.30. All jen te han war der, de vild jo sjenejr = bare det, at han var der (dvs. til stede), det ville jo genere. SStef.SS.38.
| alen·brænde(r) | al·enest |
| Sidens top | |