alen
al·ene| alen | al·ene |
subst. _ med sideformerne alm·brænde(r), ajle·brænde(r). _ 1.sms.led: alèn´, al·m´ alm.; al·´ (også *ajl´) Fanø. _ 2.sms.led: samme udtale som »¢brænde (el. spor. som præs. af samme). _ plur.: ´er (K 6.2) (dog sideformen ´brænder u.end.).
[muligvis < alen (opr. = underarm, jf. alm·bue, sideform til al·bue), Çbrænde; sideformen ´brænder skyldes omtolkning til nomen agentis (= en, der brænder); spredt i SVJy, fortrinsvis i ældre kilder]
= brændenælde; jf. JLange.ODP.II.768. Hvæm dæ håÛ møj værk i æ kråp, isæ¿r bø¿rn, sku piskes mæ al·mbriñer ¨ mæn de jåÏp nåk e§t = hvem der havde meget værk (dvs. ledsmerter) i kroppen, især børn, skulle piskes med brændenælder; men det hjalp nok ikke. SVJy.
| alen | al·ene |
| Sidens top | |