Èknurkknurkel

knurke

verb. _ med sideformen knorke. _ knork/kno÷rk/knor·k/knor§k (K 1.5, K 1.6). _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

 Næste betydning

1) = være gnaven, knurre; mukke, småskænde (på nogen) [spredt i Nordjy, MVJy og SVJy, spor. i Ommers, Midtjy´Ø og Bjerre; syn.: murke x] hanj gor saant aa knurker fraa Mon aa te Avten = han går sådan og mukker fra morgen til aften. Lars.Ordb.127. Hon knorke no· åpå ham, får haj va blÒvÉn så lÉng hÉn = hun skændte noget på ham (dvs. ægtemanden), fordi han var blevet så længe borte. Grønb.Opt.141. (vbs.:) no eµèn knor§kin! = nu ingen knurren!. $Agger. knork öw¶èr (noget) = lave Vrøvl over. $Vorning. han kno·rkèt ve ålti¶èr = han knurkede ved altid (dvs. gjorde altid vrøvl). Bjerre. \ (hertil muligvis:) knokke. (de) ¡kno§kèt ¡i¶ èt (= knokkede i det), dvs. sad hårdt i det (økonomisk). *$Fanø.

 Forrige betydning

2) = murre, gøre ondt (i tænder). *$Agger. *Hards.

Èknurkknurkel
Sidens top