Çknubre
knubre·næb| Çknubre | knubre·næb |
verb.
[< Ìknubre; Ommers´SV, Fjends´SØ, MØJy (±NØ, ±SV), spor. i øvrige Midtjy, i SØJy´N samt på Sundeved og Als]
= fryse, så man »knubrer; ryste af kulde. No hæ vi snaet gan å knoffe fråsen e miest ov e Somme = nu har vi snart gået og hundefrosset det meste af sommeren. HAlsinger. (JyTid. 21/11 1954). Vi sad i e Kjerk (= i kirken) aa ¨ "knovverfrøs" (eller "frøs te di knovveret") (= til de, dvs. tænderne, knubrede, jf. Ìknubre, slutn.); Fornemmelsen at det løb koldt ned ad Ryggen. Ommers.
| Çknubre | knubre·næb |
| Sidens top | |