knub·næve
Çknubre| knub·næve | Çknubre |
Se også Çknubre (verb.)
verb. _ (´er K 6.2; accentforhold K 1.9:) knovèr/knoßè/Áknofè alm.; knåvè $Gosmer, $Skannerup. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
[< nedertysk knubbern (= bide hårdt i noget); Him´SØ, Ommers (±NV), Fjends´SØ, MØJy (±NØ), Mols, Samsø, SØJy (±V, ±S), Sundeved , Als´S, spor. i øvrige Jyll (nord for rigsgrænsen); se kort; syn.: govre, gussie, hubre, knogre 1]
 |  Tæt afhjemlet |
= hakke tænder, ryste af kulde. No må vi ves helde si å kom te affenseren igjen, at vi ett ska kom te å sed å knovve = nu må vi vist hellere se at komme i gang igen (jf. avan¡cere), (så) vi ikke skal komme til at sidde og fryse. Fredericiabogen.VII.12. det er haardt for en Far, naar saadan et bette Kravl (dvs. småbarn) baade skal knovre og sulte. JKattrup.J.35. Er Maden eller Drikken for kold, hedder det: "Uu de gussie! A komme te e knovver"! (= uha, det gyser i mig; jeg kommer til at ryste af kulde. Ommers. æ serè å komè te knofèrèñ (= jeg sidder og kommer til knubrende), dvs. får gåsehud. Alsingerg. \ (også:) tænderne knubrer = tænderne klaprer af kulde [spor. afhjemlet] a ¡tæñ¶ ¡knåvèrè i a ¡moñ¶ = tænderne knobrer i munden. $Give. \ (hertil vel også:) hwifor seÛ¶è do så¿n å ¡knobrè mæ æ tiñ¶ ¡lisom et fo¿r, dæ tø©è a·wt om¶ = hvorfor sidder du sådan og knubrer med tænderne ligesom et får, der tygger avet om? *$Bjerre.
| knub·næve | Çknubre |
| Sidens top | |