knotteÌknub

knotten

adj. _ med sideformerne knottet, knotteret. _ knåtèn/knå§tèn (jf. K 1.4) alm.Ì; knòtèn $Læsø; knò§tèn NVJy (vsa. knò§tè); kno§tèn Fjends, Hards (vsa. kno§tè); Áknåtèn, Áknåtè Als; også skrevet *knortet (og da vel identiceret med ordet knortet).

\ Ìspor. vsa. *knotteret Nord- og Østjy.

[< knotte; Nørrejy, SønJy´N, Als´S, spor. i øvrige SønJy (nord for rigsgrænsen); se kort; syn.: Ìknorpen, kritlet x, murken x, vringlet x]

Tæt afhjemlet

= gnaven, vranten, vredladen. Knortet = ¨ et tveert og trevent Menneske. Ex: Det faaer du neppe Hans til at gjøre ¨ han er altid saa knortet. Ommers (OBork.1814). han ær kno§tèn, så snå¿r han ska å¿ mæ pæµ· = han er gnaven, så snart han skal af med penge. $Vroue. Saa ¨ bløv han brej, mokkæn å knottere = så blev han vred, muggen og knotten. Him.

knotteÌknub
Sidens top