knogle
knog·vejr| knogle | knog·vejr |
subst. _ (´er K 6.2:) kno©èr Vends, Thy, Bjerre; knògèr Mors; knå©è Ommers, MØJy. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
[af uvis opr., men vel beslægtet med Ìknubre]
1) = hakke tænder, ryste af kulde [Him´SØ, Ommers (med nabosogne i Fjends´M), MØJy´N, spredt i Vends´V (±S), spor. i øvrige Nord- og Østjy; se kort; syn.: govre, gussie, Ìknubre]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
De tre arme Fyre frøs, saa de baade preglede (dvs. havde "snurren" i fingrene) og knogrede. Elmgaard.HB.124. \ (også, upersonligt:) tænderne knogrer, det knogrer (i) ham (el. lign.) [spor. afhjemlet] æ tæn¶ knå©èr, så ¡gjæmèlªfrø¿sèn æ hon = Tænderne knogrer, så gennemfrossen er hun. de knå©èr ham = det knogrer ham; får ham til at dirre. Skyum.Mors.II.115. \ også kaldt: knogre·fryse [spor. i samme områder] _ knogre·ryste [spor. i Nordjy´ og Midtjy´V] \ (rent forstærkende) knå©rènès ar¶m, ¡knå©èrªar¶m = ludfattig. *Thy.
2) = gumle på (noget) [muligvis en ældre betydning, jf. etymologi i artiklen Ìknubre] de wa Skroen, haj laa aa knogre, aa non war en go næen med hjem = det var skråen, han lå og tyggede på, og nu var den gået med nedenom hjem (dvs. han havde sunket den). *Thise.SP.43.
| knogle | knog·vejr |
| Sidens top | |