knogeretknogre

knogle

subst. _ (l/Ï K 4.8): kno©èl, kno©·l, knå©èl, knå©l alm.Ì; knoßèl Vends, Han; kno©·l, knöw·l $Læsø; knochèl Sønderjy´S (K 4.2). _ genus: mask./fk. (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2).

\ Ìformerne med å er dominerende i MØJy.

= rigsm. (især om ankel, spredt også om knogle på finger el. hånd. æ slow æ ¡huj ¡a¶ mi ¡kno©·l = jeg slog huden af min knogle (= ankel) (med jernbeslåede træsko); det skete tit! $Torsted. de havde ¡uªrow¶ i ¡kno©Ïèrn sagde de, når de havde gigt. $NSamsø. Do ska inth slo saa hot i bore, de ka jør unth i knobleren = du skal ikke slå så hårdt i bordet, det kan gøre ondt i knoglerne (dvs. knoerne). Vends. \ (spec.:) om bundt hør. an (= en) knåchèl bruges ¨ om hele Hørbundtet med Knuden på Enden. *$Fjolde. \ hertil (som verb.): knåchèÏ = slå en Knude i Enden af hver Håndfuld heglet Hør. *$Fjolde.

knogeretknogre
Sidens top