knasle
knas·røv| knasle | knas·røv |
subst. _ knaslè¡ri¿ $Havbro.
[muligvis < knasle 1 (efter planke); syn.: knassel]
= noget forkert el. fordækt. Knaslerie = Udyd og Mislighed ¨ a tænkt nok, dæ var nød Knaslerie ve hinner, hellesen had hun it tauen ham (= jeg tænkte nok, der var noget forkert ved hende, ellers havde hun ikke taget ham, dvs. giftet sig så ringe) _ hun havde, for flere Aar siden, faaet en Gnalling (= stump; dvs. hun havde født et barn uden for ægteskab). *Horsens (HBrøchner.ca.1810). Knaslerijtj = (egl.) Smaaraslen. Bruges ogsaa, naar en Karl og en Pige har nogle hemmelige Kunster med hinanden under Bordet. *Vends (Lars.Ordb.123).
| knasle | knas·røv |
| Sidens top | |