knas
Çknase´| knas | Çknase´ |
Se også Çknase´ (sms.led)
verb. _ knò·s Vends; knå·s Thy, Han, NØJy, Midtjy (± Sall, Fjends´N), Sydjy; kna·s $Læsø; knaj·s Mors, Sall, nordligste Hards og Fjends; kna·s/Ákna·s (K 1.8) Sønderjy; kna·s desuden spredt (som yngre form) i Nørrejy (dog allerede kna·s Han (F.)). _ præs.: »kort (med noter); syd og øst for linjen A_A anvendes enstavelsesformer. _ præt.: ´t alm. _ ptc.: ´t Vends£; (med stødtilkomst:) kna¿st LildSg (F.); knaj¶st Mors (F.), Sall (F.), $Vroue; knå¿st Him´V, $Vorning, Mols, MØJyÀ, SVJyÎ; kna¿st / kna·st Sønderjy (jf. K 1.1).
\ Ìdog formentlig knå¿sèr Him´Ø (jf. Kort.nr.87), men kilder mangler; Çogså knaj·sèr $Tvis; Èogså (yngre) kna¿sè $Bjerre; ¢dog knå¿s $Lejrskov; også kna·sè $Aventoft; £dog knå¿st HvetboH (Højensgård.Saltum.73); Àvsa. kna¿st ´S; Îdog kna¿st $Fanø.
1) = lyde tørt, hårdt; knage; knitre. de ¡knå·st i è ¡grús, da di ¡ky·r = det knasede i gruset, da de kørte. $Torsted. de knaj·sèr ve æ tæñ¶ (= det knaser ved tænderne), fx. når der er sandkorn i brødet. Skautrup.H.II.44. Et Stykke Træ kan ¨ kna·s (= knage) inden det gaar i Stykker. $Brarup. Vi savet, o savet, de begyndt o knaaes ¨ o æ gammel Træ foeld = vi savede og savede, det begyndte at knage ¨ og det gamle træ faldt. Frifelt&Kragelund.TT.122. ¡i¶l ¡kna¶sèr = ilden knitrer. Læsø. (det hvide søndagsforklæde) bløv styve i amdam o knaest ven æ gek = blev stivet i »amdam og knitrede, når jeg gik. ÅrsskrSottrup.1986.66. De knò·sèr i Itjsi nɶ wi skritjæ hæn ø¶wær æ = det knager i isen, når vi skrider hen over den (dvs. har glidebane på den, jf. skride x). Vends. det frys, te de knas = det fryser, så det knager. TønderH. (talemåde:) Sålæµ· de knò¿sèr, hòl¶èr è = så længe det knaser (el. knager), holder det (jf. knage x). $Børglum. _ (om personer:) (jeg har slidt så meget i dagens løb, at) de knaaser i oll Leer ¨ nær a kravler i Sengen om Avteni = det knager i alle led, når jeg kravler i seng om aftenen. Thise.NKS.6. li så manne finge der knas li så manne bruer = lige så mange fingre, der knager (ved et lille ryk), lige så mange brude (dvs. kærester, jf. Ìbrud 3). Sundeved. (hertil vel, talemåde:) ongdommen ròò¶sèr, òl¶lerdommen knòò¶ser = ungdommen raser, alderdommen knaser (dvs. det knaser i de gamle led). AEsp.VO. \ (overført, rent forstærkende:) bande/fryse/sulte (etc.), (så) det knaser = bande (etc.) meget, stærkt [spor. afhjemlet] han bañè tede knas = han bander, så det knaser. $Aventoft. di wa så a·rm, de di knò·st = de var så arme (dvs. fattige), at de knasede. $Hellum. (også:) di war så fatte, de´de de knòò·st i´dem = de var så fattige, at det knasede i dem. AEsp.VO. (jf. knasende). Di swå¬tè te di knå¿s = de sulter (så meget), at de knaser. $Lejrskov.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = brække, knække; brase (sammen) [spor. i Sønderjy´S] E ¡Gre¶n ¡kna·st mæ ham = Grenen brækkede med ham (på). HostrupD.II.2.111. mi Seng¨ æ knast sammel = min seng er braset sammen. JRaben.Tandslet.50. \ (spec.:) knase igennem. di knas eÁgjemèÏ = de knaser igennem (om Drengene, der går igennem Isen). *$Bov.
Forrige betydning - Næste betydning
3) = knuse, knække [spredt i Nørrejy, spor. i Sønderjy] a knaj·st æn ruw·Û mæ æn ¡sneªbål¶ = jeg knuste en rude med en snebold. Skyum.Mors.II.75. kan do kna·s dæñ¶ nøÛ¶ = kan du knase, knække den nød. LildSg (F.). huçj¶i ¡kna¿s ¡bi¶ènèn = hunden knaser benene (dvs. bider kødbenene i stykker). SSams. hon knåst nu ¡kòw·reµèr ¡i sæ = hun knasede nogle tvebakker (jf. kavring 1.4) i sig. $Torsted. (overtro:) bråkki bir, te bjæn knåser = grævlingen bider, til benene knaser (jf. Ìbrok, grævling 1). Vends. \ (spec., i ed:) fanden/djævelen knase mig [spor. afhjemlet] Döwlen knå·sme = djævelen knase mig. Hards.
4) (spec.) = bage småkager mv.; jf. knas 2.1. *FanøUgebl. 4/6 1927. hå ¡do fån ¡kna¿st (= har du fået knaset), dvs. bagt julesmåkager. *$Fanø.
| knas | Çknase´ |
| Sidens top | |
}){kind=link}