knar·gås

Çknark

Se også Çknark (subst.)

Ìknark

subst. _ knark _ genus: mask./fk. (K 7.1). _ plur.: ´er (K 6.2) alm.; kna÷rk Vends (AEsp.VO.).

 Næste betydning

1) = (gammel) mand, ofte gnaven, vranten el. gerrig [spredt i Nørrejy, spor. i Sønderjy; syn.: knast x] i hoo¶r (= en hård) gammel knark = stærk gammel mand, der kan tåle meget. AEsp.VO. Mi Håsbond wa en piinwon Rad, en uend å gjerre Knark = min husbond var en »pinevorn (dvs. nærig) rad, en ond og gerrig knark. ABerntsen.M.23. \ (også) = dreng. dæj ælst å knarken = den ældste af (hyrde)drengene. *Vends (BNørgård.MM.70).

 Forrige betydning  -  Næste betydning

2) = (fuglen) »knarfugl, »knarkefugl [spor. i Vends og Hards] knarki jik å knårpe i æng¶en = knarkefuglen gik og knorpede i engen (jf. Çknorpe 1). AEsp.VO.

 Forrige betydning

3) = lav klit, sandbakke [spor. i Vestjy; syn.: bli] "Blier" maa nok nærmest svare til det, vi nu kalde "Knarke", hvormed menes smaa, kun et Par Fod høje Klitter. Thy (Brüel.KT.30). En mand vilde gerne grave en teglovn i Bredmose på et sted ¨ hvor der er nogle sandbakker eller knarker. SVJy (Krist.DS.III.128). \ (hertil muligvis:) den gamle Hovvise (fra 1700´t.), hvori det hedder: Gullestrup er baade Hark og Knark over den hele Østermark (jf. Ìharke). *Hards (HPHansen.MH.10).

knar·gås	Çknark
Sidens top