Çknald

knald·bær

knald·blomst

subst.

[< tysk Knallbluhme (jf. Çknald 1; bægeret giver et let knald, når det knuses); spor. i SVJy og SønJy; syn.: knald·hætte 3]

= (planten) blæresmælde; jf. JLange.ODP.II.593. \ også kaldt: knalder [spor. i SønJy] JLange.ODP.II.594. _ knald·urt. *Anholt (JLange.ODP.II.594).

Çknald	knald·bær
Sidens top