knage´me
knage·pige| knage´me | knage·pige |
adj. _ med sideformen knagendes. _ udtales som »Ìknage + ´èñ(d)è(s).
[egl. præs.ptc. af »Ìknage (jf. forb. som så det knager); syn.: Èknag´]
1) = voldsom; i forb. som knagende(s) frost, storm [spor. afhjemlet (hyppigst i SønJy); syn.: ¢knag´ 2] æn ¡kna·©èñdès ¡står¶m, ¡veñ·tèr = meget stærk Storm, Vinter. $Vodder.
2) (som adv., forstærkende efterflg. adj.) = brand´, smadder´, knald´ (etc.); i forb. som knagende(s) stærk, god etc. [spredt i Nord- og Midtjy, spor. i Syd- og Sønderjy; syn.: ¢knag´ 1] Niels Rask va saa knaagene gue te aa faatæel Historrier = N.R. var så knaldgod til at fortælle historier. Fjends. Hvis en Karl selv kunde løfte em Tønde Rug eller Hvede op paa sin Nakke, blev han betragtet som "stærk", men hvis han kunde udføre denne Løftning uden at flytte Fødderne eller maaske staaende i en Skæppe, var han "knagende stærk". $Houlbjerg.
| knage´me | knage·pige |
| Sidens top | |