knage·læs
knagende| knage·læs | knagende |
ed. _ afvigende 1.led: spor. også kna·´/knå·´ (med vokal som i Ìknage).
[< Çknage 3; Nørrejy, spredt i SønJy´N, spor. i øvrige SønJy (nord for rigsgrænsen)]
= fandeme; især i forb. som fanden knage´me. Vi vil Surenknagmæ (jf. Søren x) ikke ha den (dvs. en nykøbt bog) begjort lige med det samme. Aakj.GK.77. \ (omtolket til subst., som betegnelse for djævelen:) knagen sparke´me (el. lign.) [i analogi med eds´par som fande´me og fanden tage mig, jf. DT.V.98; spor. i Nørrejy] Saare almindeligt var det (omskrivende) at sige Katten for Satan: Katten ta mig; Katten spark’ mæ, en Ed, der siden (ved sammenblanding) blev til Kna·gen spark’ mæ. HPHansen.FB.78. Aah knagenfo, de skjønne Wejle, vi haa hat = åh for pokker (jf. fanden 2), det dejlige vejr, vi har haft! Thyboen.1945.10. _ knagens = fandens. *AEsp.VO.
| knage·læs | knagende |
| Sidens top | |