knabstrupperÌknag

knadre

verb. _ knajè/knaÛè (K 4.1). _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[jf. svensk og norsk dialekt knatra, bornholmsk knaddra; beslægtet med det fra tysk indlånte knitre og muligvis (if. Dialektstudier.II.50) med gnadre 2; spor. i MØJy (med tilgrænsende sogn i Fjends´S)]

= knase; knage; brage (med en lyd som når noget knækker). knaÛè = give korte, smækkende Lyd, f. Eks. om Ilden i Kakkelovnen. $Hundslund. så ta¿ li· de knajèrè = så tørt, at det ligefrem knaser. $Skannerup. A slow i Bueret, ligh te de knajeret = jeg slog i bordet, så det bragede. SabroH (JyUgeblad.1906.302). byggen er knækmown el. knadrende mown ¨ når den er helt moden. HidsH (Fjends). \ (hertil:) den sølle Mekkel sai aa knajefrøs, te Tænneren klapret i Munden po ham = den sølle Mikkel sad og knadrefrøs, så tænderne klaprede i munden på ham. *SabroH (JyUgeblad.1906.368).

knabstrupperÌknag
Sidens top