Çknøs
knøsk| Çknøs | knøsk |
verb. _ knø·s $Vodder; Áknø·s $Bov. _ præt.: ´t $Vodder. _ ptc.: knø¿st $Vodder; knö·st Als (AlsOrdsaml.); knø·st $Bov.
[< gammeldansk knyse (jf. Kalkar.II.564); jf. ØMO. knøse (Ærø); spor. i Sønderjy]
= knuse. (det er) ¡ga϶ mæ dæñ ¡hæ¿r ¡stu¿r (= galt med den her stud) ¨ Knoglen i Forbenet var knø¿st = knust. $Vodder. Den ene Træsko er knøst (= knust), dvs. itu. Sundeved. æ ¡kvan æ ¡knö·st = kornet er "knækket", ikke så hårdt malet (jf. Çknække 1). AlsOrdsaml. (også:) e ¡egh æ knö·st = ægget er revnet, ikke knust. AlsOrdsaml. \ (hertil, præs.ptc. som adj.:) knøsendes. (fri mig) fra knøsendes Iegt (= knusende gigt). *Kolding´egnen (Ohrt.DT.230).
| Çknøs | knøsk |
| Sidens top | |