knæ·fald
knægle·ben| knæ·fald | knægle·ben |
verb. _ med sideformerne knækle, knikle. _ knæ©èl alm. i Vestjy´N og ´M, HadsH (MØJy); knækèl/knækèÏ (K 4.8) alm. i Øst- og Sønderjy, desuden $Darum og $Lejrskov; *knækkel Fjends; også *knekel Østjy, Als (og hér dominerende, vsa. *knechel); *knæchel VisH (ØSønJy); kne©èÏ $Fjolde. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm. (på Als formentlig med tonal acc.2, jf. HJørg.Als.31); ´t $Agger, $Vorning; (præt.) også *knæ·gl (jf. betydning 3); (ptc.) også knækè¬ $Darum.
[< nedertysk knickeln (sideform til knicken = bøje, knække sammen, især i knæene)]
1) = gå med bøjede ben (pga. alderdom, træthed, byrde) [NØJy´S, MVJy (dog kun spor. i ´NV og ´NM), størstedelen af MØJy´S, ØSønJy (±S, ±SØ), spor. i øvrige Jyll (undt. Vends, Djurs og VSønJy); se kort; syn.: Ìknikke 1]
 |  Tæt afhjemlet |
knæ©èl = gå med bøjede knæ som den kraftesløse gamle eller den berusede, der synker i knæene. $Agger. kaÏèn knæ©Ïè let i bi·ntøw¶èt di fø·st da·w = kalvene knækler lidt i bentøjet de første dage (efter fødslen). $Hundslund. Han bagsede den (dvs. en »fjerdingtønde smør) af (vognen), knæklede svært i benene for at bære den ind. MØJy (Krist.JyA.V.68). \ faste forb.: knægle i¡gennem. knægl igjÉmèl mæ¶ èr (= med det), dvs. bære en stor Byrde paa sin Plads, skønt man er nær ved at opgive det; han kam knæglèñ igjÉmèl, men de kne¶v (= han kom knæglende igennem, men det kneb). *Hards. _ knikle ¡ud. Døren ind til æ Kjörres (= kohuset, kostalden) var saa lille, at Køerne li· ku knikl u¶r (= lige kunne klemme sig ud). *Hards (SprKult.V.7). \ (hertil:) knikleret = usikkert gående (el. kørende). *Him´V. *SØJy. _ knækle·vorn = d.s. *Him´V. _ knikle·basse. Knikkelbassi = en der knikler, er svag (gammel), har en dårlig gang, kan ikke udrette stort. *Him´V.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = vrikke om på foden; især i forb. knægle/knækle ¡over (alm.), knikle ¡om (Als), knækle ¡ned/¡sammen ($Hostrup) [spredt i samme områder som betydning 1, desuden spredt i SØJy og ØSønJy´SØ] Æ kåm ¡te å ¡knækèl å få¡vræj æ ¡Folæj = Jeg kom til at snuble og forvred Fodleddet. HostrupD.II.2.117. (man) knægler øwer (= knægler over), særlig naar man har Sneklumper under Træskoene. Hards. \ (hertil vel også:) Udtryk for Vognens Bevægelser ved Kørsel paa ujævn, hullet Vej: (vbs.) knæglen. *Hards.
3) = tvinge (nogen) ned. Ved slagsmål: Han knæægl ham ne·r = han tvang ham ned. *HindH (Hards). \ (hertil vel:) knægles. (styrkeprøve:) når vi flettede fingre og prøvede, hvem der var stærkest, så knægles vi. *BøllingH (Hards).
| knæ·fald | knægle·ben |
| Sidens top | |