klyve·jern
Çklyver| klyve·jern | Çklyver |
Se også Çkløver (subst.), Çklyver (subst.)
subst. _ klywè(r)/kliwè(r) (K 2.7, K 6.2). _ genus: mask./fk. (K 7.2).
1) = trekantet forsejl (på skibe og større både) [< nedertysk klüver (formentlig via rigsmål), men folkeetymologisk vist sat i forbindelse med Èkløve (jf. citat om at kløve vinden); spredt i NVJy og MVJy, spor. i Østjy´N og ´M; maritimt sprog] »Kaagen førte som Regel fire Sejl: Fok, Klyver, Storsejl og Topsejl. Undertiden ¨ brugte man ved hjælp af en Baadshage at sætte Klyveren ud til Siden; det kaldtes "at spile" Klyveren. AarbThisted.1920.167. \ hertil (< rigsm.; spor. afhjemlet): klyver·bom [jf. Ìbom 2] _ klyver·fald = tovværk til at sætte klyveren [jf. ODS. IV.657]
2) i overført betydning.
2.1) = stor, fremspringende næse [syn.: vind·kløver x] wo¡hær hår væl¡se©nt ham mæ en år¶ènli© klywèr = (Vorherre har velsignet ham med en ordentlig klyver), dvs. stor, skarp næse. *$Vroue.
2.2) = kæfert, rus [jf. Èkløve (citat med forb. kløve vinden); spor. i Sall og Hards] Æ Folk bløw bøjn ind aa æ Dramflask kam frem, / aa Mads fæk en Klywwer o, faer han gik hjem = folkene blev budt indenfor, og snapsflasken kom frem, og Mads fik en kæfert på, før han gik hjem. VilbMøll.GJ.41.
2.3) = stor humpel brød [spor. på Mors og i Sall] èn år¶nli© klywè = en ordentlig humpel ¨ meget tyk skive rugbrød. Sall.
| klyve·jern | Çklyver |
| Sidens top | |