klyni·værk
klynke| klyni·værk | klynke |
subst. _ med sideformen klunk. _ kløµk alm.; kløµ¶k $Voldby, Samsø, $Gosmer; kleµ¶k $Tved; kloµk $Hundslund. _ genus: neutr./fk. (K 7.1). _ plur.: u.end. (i betydning 1).
[< klynke]
1) = enkelt klynkende lyd [spredt i Nord- og Østjy (±S) samt i Sall og Fjends] æ ¡bå¿r ¡ga¶ èn par ¡kløµk ¡fræ sè = barnet gav et par klynk fra sig. $Torsted.
2) = (fortsat) klynken [spor. i Thy og Fjends] de wa orlig en Ønk / aa høe aa sikh al den Jammer aa klønk = det var en ordentlig ynk at høre og se al den jammer og klynken. JKirk.NT.106. ham æ dær eµèn kløµk we (= ham er der ingen klynk ved), dvs. han klynker ikke. $Agger.
| klyni·værk | klynke |
| Sidens top | |