klugeretÌkluk

klugre

verb. _ (´er K 6.2) klu©èr alm.; *klogre Thy; også *klu·r Hards (HPHansen.Opt.). _ præs. og ptc.: klu©èr.

[vel afledt af klukke; spredt i Thy´S og på Mors, spor. i MVJy]

= give en lokkende, kælende lyd (om heste, høns, svin og mennesker). at klogre: naar Hoppen kalder paa Føllet. Thy. æ ¡følªø©¶ klu©èr, æn ka kin· dæ = Føløget klugrer; det kan kende dig. Skyum.Mors.II.75. når hanen kaldte længselsfuldt på hønsene, hed det: "Æ kok den klugrer ad æ høns". AarbSkive.1966.26. Om hønen, der gik og "snakkede" med sine kyllinger, sagde man: den gor o klu·rèr = den går og klugrer. Hards (HPHansen.Opt.). han gor å klu©èr· for hin (= han går og klugrer for hende) _ om en, der går på frierfod. $Vroue. æ ø¿© klu©èrèr øwèr æ föl, om øgets "kærtegnende" lyd, når føllet kommer løbende hen til det; også om en mors kælende puslen om barnet: de æ swæ¿r som do sejèr å klu©èrèr øw¶èr èn (= det er svært som du sidder og klugrer over det). Skautrup.H.II.39. _ (spec.: om den lyd, en hugorm el. snog kan give (spor. i Hards). _ (spec.:) æ hyw·l klu©·rèr (= hjulene klugrer), dvs.: har ¨ »slup ¨; lyden, som derved fremkommer: klu©èr. Hards (F.IV.267).

klugeretÌkluk
Sidens top