klokke·stud
klokke·urt| klokke·stud | klokke·urt |
subst.
[< Ìklokke 2, stund x; Vends (±S), Han, NØJy´V, Vestjy (med tilstødende egne af SØJy), Sønderjy (nord for rigsgrænsen, ± VSønJy´V); se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
= (hel) time; i yngre kilder især hvis tiden falder lang (hvilket hyppigt understreges med forb. som en stiv/hel klokkestund). (ved brygning:) de sku så sto¿ æn ¡klå§kªstå·ñ, å så sku ær tapès å¿ = det (dvs. det lunkne vand, man ved brygning hælder på malten, der skal »mæskes) skulle stå en hel time, og så skulle det tappes af. Skautrup.H.I.244. æ Praawst tald øwer ham i en hal Klaakstaaend = provsten talte over ham (dvs. den døde) i en (fuld) halv time. AarbHards.1954.110. han lÉt wòs wenjt en hi¶l klåkstò¶j eçjjen haj kam¶ = han lod os vente en hel time, inden han kom. Han (AEsp.VO.). \ også kaldt: klokke·time [vel < rigsmål; spredt i Midtjy´S og Sydjy´N, spor. i øvrige Nørrejy] a hå ven¶t èn styw¶ ¡klåkªti·m = jeg har ventet en stiv klokketime. $Hundslund.
| klokke·stud | klokke·urt |
| Sidens top | |