Ìklogekloges

Se også Ìkloge (subst.)

Çkloge

verb. _ klo·© _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´è $Vroue.

[rigsmål; spredt på Mors, i Sall og Fjends, spor. øvrige MVJy, i Thy, Him´SV, MØJy´S og SVJy]

= granske, forsøge at forstå, el. (især) gøre sig klog på noget, som vedk. (måske) ikke ved meget om. læ dæm· klo·© í è såm hår får¡stañ¶ o¿ è = lad dem kloge i det, som har forstand på det, siger fjendboen (dvs. beboerne i FjendsH). $Vroue. "Ja, det skal du nu ikke gi’dig af med at kloge i, mi’ Faa’r!" (= min far, jf. fader 5) sa’ Trine studs (til sin mand vedr., om en omvandrende kræmmer kunne låne hendes seng om natten). Aakj.FJ.13. Tror du da ikke, (NN) får gården? ¨ Æ skal nok war mi mund ¨ Det er ett nøj, æ kloger i (= jeg skal nok vare min mund; det er ikke noget, jeg gør mig klog på). HKirk.S.50.

Ìklogekloges
Sidens top