klirekliske

klirre

verb. _ kle÷r/kler·/kler/Ákler(·) (K 1.3) alm.; også klerè Vends; klærè $Læsø. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; (ptc.) kler¶èt $Vodder.

[spredt afhjemlet]

= rigsm. de twår·nt, te æ win·jèr di klerè = det tordnede, så vinduerne (de) klirrede. Skyum.Mors.II.86. De blɶsè så stærk, deddæ Ru·ræn li·gfra¶m klerrær = det blæser så stærkt, at ruderne ligefrem klirrer. Vends. hun klerè nöj håt mæ æ kå§pèr = hun klirrede noget hårdt med kopperne. $Vroue. (spec.:) Han klere mæ Pængsæken = han klirrede med pengesækken (dvs. fik mønterne i den til at klirre). MØJy.

klirekliske
Sidens top