klinker·brændt
klinke·vinter| klinker·brændt | klinke·vinter |
subst.
[< Èklinke; spor. afhjemlet; syn.: Çklinker]
= hårdtbrændt mursten, teglsten. i ¡kleµkªsti¶en (= en klinkesten) kradsede man Støv af med en Kniv til Pudsning af Kobbertøj. $NSamsø. di wa hi¶èl blo¿, ¡kleµ§kªsti¶èn = de var helt blå, klinkesten. $Jelling. \ (hertil:) klinkestens·gulv. *$Vroue.
| klinker·brændt | klinke·vinter |
| Sidens top | |