klinke·klokke
klinke·kugle| klinke·klokke | klinke·kugle |
subst.
[< Àklinke 1.1]
= kone, der klinker lertøj, porcelæn mv.; jf. klinke·mand. a ¡faÛ æ ¡hi¶èl ¡grå¿st, så ka èn ¡æ¶ ¡kleµ§kès, de sku ¡veñ§t te a ¡kleµ§kªkuèn ¡kåm¶ = fadet er helt knust (jf. grase 1); så kan det ikke klinkes (af os selv); det skulle vente til klinkekonen kom. *$Ål. *$Emmerlev.
| klinke·klokke | klinke·kugle |
| Sidens top | |