klingle
Çklingre´| klingle | Çklingre´ |
Se også Çklingre´ (sms.led)
verb. _ kleµèr/kleµè/Ákleµè (K 6.2, K 1.9). _ bøjning: ´er ´et ´et el. u.end. (K 6.2, K 6.1, K 6.3).
[jf. Çklinge]
1) = ringe, klirre (om en høj, i reglen gentaget lyd) [spor. i Nord- og Midtjy samt ØSønJy; syn.: skringle x] næe blot wi kaa ha’ ed saaen, i wo Lomm / der aallti en Towøer kaa klenger = når bare vi kan have det sådan, at der altid kan klingre en toøre i vores lomme (dvs. at vi ikke løber tør for penge). JKattrup.JJS.62. En gang de slog lyng oppe i Debel bakker ¨ da klingred det ved lyngjærnet (dvs. mod lyngleen). Det var bøvlen (= bøjlen) af spanden, der klingrede, da de slog imod den (og fandt et barnelig i spanden). Fur (Krist.JyA.V.180). De ¡kleµèr·t (= det ringede), Gå ud (til Døren) og luk op. HostrupD.II.2.104.
2) = ringe, slå (på noget) (så det giver en høj, i reglen gentaget lyd) [spor. afhjemlet; syn.: tinke x] di ¡kleµèrèt mæ èn ¡klå§k, vu¡næ¿r æ ¡bö¿n sku ¡eñ¶ i è ¡sko·Ï = man ringede med en klokke, når (jf. hvor¡når) børnene skulle ind i skole(bygning)en. $Vodder. a ¨ rest mæ op, grev en Theski aa klengred po Kopped = jeg rejste mig, greb en teske og slog let på koppen (for at få ordet). JKattrup.JJS.9. Hver enkelt potte (dvs. jydepotte, som skulle sælges) blev "klingret", man slog med en kno paa den for at høre, "om ’en vaar reele aa haad’ æ klang" (= om den var redelig, dvs. i orden, og havde klangen) ¨ Havde den kun en lille revne i bredden og lidt længere ned, kunde den tættes med voks og aske; for en større revne foroven kunde man ombinde med staaltraad, men saadanne potter kunde selvfølgelig ikke sælges. Varde´egnen (AGJensen.J.35; og tilsvarende andetsteds, jf. AGJensen.J.37). \ faste forb.: klingre på høleen (el. lign.) = slå på leen med »strygestikken [spredt i NVJy, spor. i øvrige Nordjy og i Midtjy; syn.: Çklinge] dæn gång æn høst mæ hjøli, wa et skek å brow, te dæm dæ bløw føst fære, sku klenge å djæ hjøliblå mæ strygen, sån nåboeren ku høe, di va bløvn bagæte = dengang man høstede med le, var det skik og brug, at dem, der blev først færdige, skulle slå på deres leblad med »strygen, sådan at naboerne kunne høre, de var blevet bagefter. MØJy. Den dag man får "opskor" (= høstet færdig) går alle folkene rundt til alle dörene i gården og klingrer på leerne, til sidst går de hen til kålene og klingrer der (med "trussel" til madmoderen om, at hendes »kål også bliver høstet, medmindre hun straks giver en skænk og lover et høstgilde). Vends (Sgr.X.45f.). _ klingre for bier [spor. i Nord- og Midtjy; syn.: Çklinge] i gamèÏ daw· kleµèrèr vi får æ bí mæ èn mår§tèls, får¶ è di sku e§t flyw hæn¶ (= i gamle dage klingrede vi for bierne med en morter, for at de (dvs. bisværmen der søgte nyt sted), ikke skulle flyve bort) (idet lydbølgerne trætter vingerne). Skautrup.H.II.37.
| klingle | Çklingre´ |
| Sidens top | |