ÈklimpÇklimpe

Se også Çklimpe (verb.)

Ìklimpe

verb. _ med sideformen klimpre ($Anholt). _ klem·p/kle÷mp/klemp/klem§p (K 1.5, K 1.6) alm. (spor. også optegnet med ´i´); klempèr $Anholt. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[< klimp 1 (og sideformen vel ved sammenblanding med rigsmålets klimpre = spille); Mors, Sall (± Fur, men inkl. tilgrænsende sogne i Hards), Fjends´N, Ommers´NØ, Djurs (dog ikke afhjemlet fra Anholt), MØJy´NØ, spor. i øvrige Nord- og Midtjy; se kort; syn.: Çbolde 2, Ìklampe, Èklode 1, Ìklodse 3, klumpe x, kløjte x, krappe x, kroppe x]

Tæt afhjemlet

= klumpe, sætte sig i klumper (om tøsne, våd jord etc.). Him´V (Gøtzsche.ca.1825). klimpe = at Sne, Ler, Jord sætter sig fast under Fodtøj eller Vognhjul. Mors. saa haad wi aasse nu kaall ljærre Agger, dæ wa ¨ saa fjætte, te de klemped, i Fogt = så havde vi også nogle »kolde (dvs. våde), lerede agre, der var så fedtede, at det klimpede, når det var fugtigt (i vejret). AarbMors.1926.104.

ÈklimpÇklimpe
Sidens top