Ìklamre
klamre·hus| Ìklamre | klamre·hus |
Se også Ìklamre (verb.)
verb. _ udtales og bøjes som »Ìklamre.
[lydefterlignende ord, jf. norsk og svensk dialekt klamra, med yderligere etymologi i ODS. II. klamre]
1) = klapre, skramle; rasle, klirre (typisk om dør el. vindue, men også om fx tænder og bestik) [spredt i Nordjy (± Vends, Læsø og Him´NØ) samt i Midtjy (±SV, ± Samsø), spor. i Sydjy; syn.: klapre, Ìklæppe 1, klævre 1] Wender å Da·r di klamred å klap¶red wa·r ænd nue Møl·wærk = vinduer og døre skramlede og klaprede værre end noget »mølleværk. HJens.HDF.41. Mu¶ers Hinder rest så foskrækkelig, å a ka indno hø·r dænd¶ Klam·ren, hund lawe, næ·r hund bor Kaffe ind¶ = mors hænder rystede så forskrækkeligt, og jeg kan endnu høre den skramlen, hun lavede, når hun bar kaffe ind. TKrist.BT.64. a frø¿s, te æ tæñ¶ klamèrè i æ moñ¶ a¶ mè = jeg frøs, så tænderne klaprede i munden på mig. $Vroue. (bindebrev ca. 1700:) Skeede ¨/ I Kurve mand hører at klamre og klinge = skeer hører man klamre og klinge i kurven (med udefra lånt bestik, som nu skal lægges på bordet). AarbSkive.1923.117. (vbs.:) dæm føst minutèr wa dær èn få·lè klam·rèn mæ 嬷 dæhæ·r taw·lèr = de førtste minutter (i skoletimen) var der en grusom skramlen med alle de her tavler (til regning). Hards. \ (også:) med præp.objekt [spor. i samme områder] do mo ¡itj stå å ¡klamer mæ è ¡da¿r = du må ikke stå og klapre med døren. $Torsted. æ blæst klamèrèr mæ èn viñi = blæsten klaprede med et vindue. Skautrup.H.II.43.
2) (overført) = kæfte op, bruge mund. en hå¿r gja·n èn klamèrèn a· hans kièv = man har (dvs. hører) gerne en kæften op fra hans mund (jf. kæbe x). *$Vroue. \ (hertil vel:) Deres ellers så rolige hund havde flere aftener siddet og hylet og klamret (= gøet?). *HPHansen.SV.133.
| Ìklamre | klamre·hus |
| Sidens top | |